Hvorfor skydning som sportsgren?

Hvad gør skydning så fascinerende?

Mand eller kvinde, ung eller gammel - Skydning er for alle:


Skydning er den ældste, organiserede idræt i Danmark. Der dyrkes skydning i ca. 1000 skytteforeninger over hele landet under De Danske Skytteforeninger. Skydning er en idræt for hele familien -uanset alder og køn. Idrætten skydning er andet end at ligge på standpladsen og afgive skud. Der lægges nemlig også stor vægt på socialt samvær i opholdslokalerne over en kop kaffe eller en øl/sodavand, hvor snakken også ofte drejer sig om alt andet end skydning.

Hvad er det, der gør skydning så fascinerende?


De fleste mennesker kan godt lide at konkurrere, at få flest mulige points, at blive bedre og bedre. Ved skydning som idræt får man den udfordring, der måske savnes i dagligdagen. Konkurrencemomentet ved skydning er oftest konkurrencen mod dig selv: "Ramte jeg bedre end sidste gang?". Koncentration, selvbeherskelse og tålmodighed er nogle af de elementer, der optrænes under skydning - og så opleves fællesskabet i skytteforeningen på en helt speciel måde, idet konkurrencen mod andre kun foregår mod jævnbyrdige på grund af den særlige klasseopdeling. (Herom længere nede.)

Hvilke våben skydes der med? Hvor kan man skyde?


Der skydes både med riffel og med pistol, og begge våbentyper skydes såvel inde som ude. Foreningen ejer et antal moderne våben, som stilles til fri afbenyttelse for foreningens medlemmer. Våbnene kan også frit benyttes af nye skytter i en prøveperiode på 4 uger forud for endelig indmeldelse i foreningen. Al skydning foregår på særligt godkendte skydebaner i skytteforeningen. På indendørsbaner: Her skydes med gevær og pistol på 15m afstand. Skydningen foregår i vinterhalvåret. På udendørsbaner: Her skydes med pistol på 25m og med gevær på 50m, 200m, og 300m afstand. I mange foreninger skydes der kun i sommerhalvåret på disse afstande. Terrænskydning: Denne meget spændende form for skydning, hvor du endvidere får mange naturoplevelser, foregår mod mål på ukendte afstande, udendørs i et skydeterræn. Der kan deltages på såvel gevær som pistol.

Turneringer og stævner:


Enhver skytte vil have mulighed for at kunne deltage i venskabelige konkurrencer i andre skytteforeninger på lige fod med andre skytter - både på hold og som enkeltskytte. Da skydning i De Danske Skytteforeninger er inddelt i mange forskellige klasser, har du - selv som begynderskytte - chance for at vinde præmier og medaljer.

Klasseopdeling:


I alle skydearter er man opdelt i klasser - enten efter alder eller efter skydefærdighed. Skytter under 21 år opdeles i børne-, junior- og ungdoms-klasser og skytter over 55 år kan vælge at indgå i veteranklassen. Seniorskytter inddeles i klasser, efter hvor mange points de opnåede i gennemsnit det foregående år. Man vil således altid være placeret blandt jævnbyrdige.dræt for hele familien -uanset alder og køn. Idrætten skydning er andet end at ligge på standpladsen og afgive skud. Der lægges nemlig også stor vægt på socialt samvær i opholdslokalerne over en kop kaffe eller en øl/sodavand, hvor snakken også ofte drejer sig om alt andet end skydning.

Udstyr:


Skytteforeningen har våben, som du gratis kan låne. Når du har været medlem af foreningen i nogen tid, kan du selv blive ejer af et våben. Også høreværn - som alle skal have på, når der skydes - kan lånes i foreningen. Du kan deltage i almindelig påklædning, men der er mulighed for at købe særligt skytteudstyr (jakke, handske, sko/støvler, benklæder o.lign.), som især i de lange serier giver en mere behagelig skydestilling.